Vi havde begge ofte bandet over, at vi ikke kunne få vores crossere med toget bare sådan uden videre. Ja, det kan faktisk slet ikke lade sig gøre. I hvert fald ikke med en 140S model - den er for lang til at kunne være på DSBs liftsystem. Så nu skulle der tænkes kreativt, for vi var efterhånden blevet helt vilde af begejstring over vores idé, men kunne ikke se, hvordan den skulle kunne føres ud i livet.

Jeg sendte et indtrængende brev til Mini Crosser og spurgte, om de ville gå med på idéen - forstået på den måde at der var en del udstyr, vi gerne ville låne for at komme af sted på denne grænseoverskridende tur.

Det føltes som uendelig lang tid, mens vi ventede på et svar, hvor vi vekslede mellem stor optimisme og afgrundsdyb pessimisme. Vi syntes jo, at idéen var rigtig god, men hvad mente Mini Crosser mon?

Jeg blev ringet op af en velvillig salgschef, som var med på idéen, men de ville gerne lige "se giraffen" og tale lidt med de to måske småskøre piger om deres vilde idé. Det lykkedes at overbevise dem om, at vi faktisk mente, at vi ville tage på denne tur, og at vi havde brugt meget tid og energi på at overveje og planlægge turen. Desuden havde vi opbakning fra venner, familie, læger, sygeplejersker, fysioterapeut og andre professionelle hjælpere, vi møder i vores hverdag. Der var stor begejstring fra alle, og for hver gang vi omtalte turen, blev vi om muligt endnu mere begejstrede.