|
Skole og venner
| |
 Nina i fuld fart - som altid |
- Hvad siger dine klassekammerater til at du sidder i kørestol?
- De bliver sure, når jeg kommer til at køre over deres fødder, svarer Nina og ser ikke det mindste brødebetynget ud.
- Driller de dig i skolen?
- Næh. Men de synes, at jeg får for meget opmærksomhed.
- Synes du også det?
- Næh, det har jeg ikke lagt mærke til.
- Kan du godt lege sammen med dine klassekammerater?
- Altså, hvis de skal cykle, spille fodbold eller klatre i træer, så kan jeg jo ikke være med. Og når de løber rundt efter hinanden omkring et bord, kan jeg heller ikke være med. Det er lidt svært for mig at køre rundt i sådan en stor cirkel. Men det sværeste er, når de kører i go-carts. Det ville jeg virkelig gerne være med til.
- Når du ikke kan være med til den slags, bliver du så ked af det, sur eller er du ligeglad?
- Lidt af hvert, svarer Nina og kommer så i tanke om en sjov leg, hun godt kan være med til i frikvartererne.
- "Hunden", det er skægt. Drengene går oppe på en bænk, der hænger højt oppe, og så er jeg hunden længere nede, der skal få fat i dem. Det er sjovt.
- Det lyder som om, du er mest til de vilde lege med drengene?
- Ja, det er nok rigtigt. Jeg leger i hvert fald godt med Benjamin og Niklas fra min klasse. Men jeg leger da også med pigerne. Engang lavede Niklas og jeg sådan en skæg leg. Han satte sig på et skateboard med en pude i ryggen og så skubbede jeg ham med min kørestol, griner Nina.
|