Men det allerbedste kan Nina næsten ikke vente med at præsentere: en splinterny Mini Crosser, som kan køre helt op til 15 kilometer i timen, og som Nina lige har fået.

- Det er min nye cykel, siger Nina, mens hun sætter styrthjelmen på hovedet og gør klar til at give en opvisning. Og så gi'r hun den ellers gas ned gennem indkørslen, mens hun stråler om kap med eftermiddagssolen.

- Pas nu på, Nina, råber hendes mor Alice efter hende, men som alle andre børn hører Nina ikke efter.

For enden af indkørslen vender hun og kommer fræsende imod os for fuld udblæsning. To centimeter foran sin fars fødder bremser hun henrykt op og giver lige båthornet et ordentligt tryk.

- Nina, du ved godt, at du ikke må dytte i haven, tænk lige på naboerne, formaner mor Alice, og tilføjer - som vi allerede har opdaget - at lydstyrken på hornet er det samme som på en bil.

Nina speeder op og farer ind over familiens græsplæne.

- Nina, råber Alice igen - stop, du pløjer jo hele plænen op. Men Nina er allerede forsvundet en tur rundt om huset. Hun vender storgrinende tilbage, mens enhver mor udmærket kan sætte sig i Alices sted ved tanken om, at Nina efter sommerferien skal slippes løs ude på de rigtige veje med sin Mini Crosser. Meningen er, at den skal fungere som Ninas cykel og bringe hende til og fra skole. Et led i at selvstændiggøre Nina og lade hende opleve, at hun ikke altid behøver være afhængig af andres hjælp.

Nina glæder sig - af flere grunde:
- Om vinteren er det bare så hårdt for mine hænder at køre med kørestolen. Jeg får våde og kolde fingre af metalringen på kørestolens hjul, forklarer Nina.

Nina viser mig sit værelse og præsenterer mig for marsvinet Guffe. Værelset ligner enhver anden 11-årig piges værelse.

- Om eftermiddagen ser jeg mest fjernsyn. Jeg kan også godt lide at tegne og høre musik.

Inden jeg tager afsked med familien, spørger jeg Nina:

- Nina, hvis du nu skulle ønske noget for din fremtid, hvad skulle det så være?

- En hund, svarer Nina.