HjemKontaktSend linkPrintSitemap
Mennesket i centrum...
 
 
Om Mini Crosser
Medema Production A/S
Enggårdvej 7, Snejbjerg
7400 Herning
CVR: 51892712
   
 
Historien bag Mini Crosser A/S
En avisartikel gav inspiration.
Mini Crosser A/S var oprindeligt et maskinbygningsfirma i Videbæk med speciale i pladevalser, og firmaet hed dengang Heisteel ApS.
Produktionen foregik i små lokaler, og når store opgaver kom, måtte vi bestille produkter og ofte samling af maskinerne ude i byen. Det var en spændende produktion, som stillede store udfordringer til medarbejderne i værkstedet. Medarbejderne var meget opfindsomme, og en tid gik det fremad, og vi fik lavet gode produkter.
En serieproduktion blev sjældent gennemført, dertil var produktudvalget for stort.
Sidst i 1970-erne stilnede markedet af – mange skibsværfter gik jo konkurs, og eksportmarkederne var også så småt ved at være dækket med produkter, og priserne var faldende.

En avisartikel i BT om en dansk-amerikaner, som var vendt hjem med en el-scooter gav inspiration til at prøve noget nyt, og vi henvendte os gennem avisen til brugeren, som boede i Køge. Han var en meget venlig mand, som gerne ville stille sin viden til rådighed og samtidig bestilte han en prøvemodel til gratis levering. Det var rimeligt nok, og vi gik i gang.
I fabrikken var vi vant til at improvisere og således også denne gang, og vi ændrede den amerikanske model som foreslået af brugeren. Den danske forhandler, Lene i Helsingør syntes, at det ville være en god ide at fremstille et kraftigt køretøj til supplement af det svagere importkøretøj.
Så let var det nu ikke.
En el-scooter er jo i princippet opbygget af batteri + styring + gear. Princippet er imidlertid i praksis ikke så let at gennemføre, idet specialkrav til et køretøj stiller bestemte krav til de anvendte komponenter. I dag findes specialfabrikker for alle komponenter, men dengang måtte vi improvisere, prøve os frem, lave om og prøve igen, og først i slutningen af 1981 var vi klar med en prototype, som kunne præsenteres for en ven af huset, som havde været kørestolsbruger i mange år.
Han – Hans Jørn Ditlefsen – afprøvede køretøjet – og kritiserede det sønder og sammen.....
Køretøjet var alt for svagt, for støjende og uegnet til udendørs brug.
Om igen – ny motor, større styring og endelig i foråret 1982 var vi klar til at præsentere vidunderet for Lene i Helsingør med henblik på markedsføring. Men ak, nu havde Lene opgivet forhandling af scootere, og hun anbefalede os selv at prøve markedsføring af vort nye produkt.

Vi prøvede så selv og meldte os til den årlige udstilling i Herning i maj 1982 med nye brochurer og et par produkter. Det var set i bakspejlet en heldig beslutning, idet der netop da skete en omlægning af det offentliges indstilling til handicaphjælpemidler med oprettelse af hjælpemiddelcentraler og lancering af mottoet: ”Længst muligt i eget hjem”.
Alt det lærte vi først senere: I første række lancerede vi produktet som et hjælpemiddel, og det blev vel modtaget og gradvist øgedes omsætningen.
En spændende tid.
I dag kan vi se tilbage på en kraftig samfundsudvikling af el-scootere og senere også el-kørestole til en stor kundegruppe og samtidig en raffinering af produkterne. I perioden fra 1992 til i dag er der udfærdiget normer og specialisering på hjælpemiddelområdet med globaliseret indkøb af specialkomponenter, en voldsom produktudvikling og en udmærket produktforbedring.

Det har været spændende at være med til at gennemleve denne udvikling i samarbejde med gode kolleger og brugere. Det er gået godt for Mini Crosser A/S, som firmaet hedder nu, og produktion af el-kørestole er blevet industrialiseret og specialiseret. Sådan er det også gået på verdensmarkedet.

Mini Crosser A/S startede på det rigtige tidspunkt med et produkt, som vi kan se passer ind i samfundsudviklingen og er til gavn for brugerne.
Set i bakspejlet er det let sagt, men i virkeligheden, var igangsætningen et pionerarbejde, som lykkedes godt, takket være en god timing, gode medarbejdere og ikke mindst en masse HELD.

Med venlig hilsen
Henrik S. Breum
   
 
Henrik S. Breum
Denne artikel er skrevet af stifter, og tidligere ejer af Mini Crosser A/S, Henrik S. Breum.